S: Fogh mangler ideer

Statsminister Anders Fogh Rasmussen er løbet tør for ideer. Sådan lyder det fra Socialdemokraternes formand efter Foghs nytårstale.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) mangler ideer til bedre velfærd, vurderer Socialdemokraternes formand, Helle Thorning Schmidt, efter statministerens nytårstale mandag aften.

S-formanden siger til Ritzau, at talen giver en fornemmelse af, at »statsministeren ikke har en retning«.

Også hos regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, savner partiformand Pia Kjærsgaard »indhold i forhold til indsatsen for de socialt dårligt stillede«. Det skriver hun i en pressemeddelelse.

Pia Kjærsgaard erklærer sig dog overordnet tilfreds med, at statsministeren i årets nytårstale igen har valgt at fokusere på danske forhold.

Hos de radikales leder, Marianne Jelved, blev der bidt mærke i, at Fogh i sin nytårstale citerede den socialdemokratiske slagsang »Danmark for folket« med ordene »plads for os alle ved samfundets bord«. Det skriver Ritzau.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.