Socialdemokraterne er glade for, at fire ud af ti danskere ifølge Ugebrevet A4 er tilfredse med at betale skat.
"Det er et udtryk for, at danskerne godt ved, at hvis vi vil have en ordentlig folkeskole, ordentlig børnepasning og ordentlig ældrepleje, så koster det penge. Og det vil man gerne betale for," siger Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Selvom danskerne sandsynligvis kan se frem til mærkbare skattelettelser ifølge regeringens kommende skatteudspil, er det ifølge undersøgelsen langt fra alle danskere, der har problemer med at slippe omkring 60 procent i skat af den sidst tjente krone.
Selv blandt topchefer, som ellers har udsigt til de største skattelettelser, har hver tredje intet problem med den høje danske skat, viser undersøgelsen, der er foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4.
Socialdemokraterne ønsker heller ingen skattelettelser.
"Vi synes, at skatten skal lægges om og ikke lettes, fordi vi skal blive ved med at have råd til den velfærd, som er så fundamental i vores samfund," siger Nick Hækkerup til Newspaq.