Dansk films markedsandel er faldet til 20-21 procent de sidste par år, og det dur ikke, mener Socialdemokratiet. Filmene skal tilbage på en markedsandel i danske biografer på mellem 28 og 30 procent, som den lå på i perioden 2011-2015, skriver partiet i sit udspil til de kommende forhandlinger med regeringen om en ny fireårig aftale for dansk film.
Det skriver Politiken onsdag.
Forhandlingerne går i gang i næste uge. For at sikre, at der er flere penge til de store film, vil partiet – i lighed med Producentforeningen – have biograferne til at spytte flere penge i kassen. Der skal indføres en toårig forsøgsordning, hvor biograferne bliver pålagt at skyde 40 millioner kroner årligt i store, dyre danske film.
- Biograferne er det led i filmens fødekæde, der tjener allerbedst i de her år. Og derfor handler det om, at biograferne i en tid, hvor det går godt, kan give et ekstra bidrag, siger Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen til Politiken.
- De efterlyser selv flere danske film, der kan samle et større publikum. Og vi har jo ikke en uudtømmelig statskasse. Så det handler om at lade dem yde, der faktisk tjener penge på nogle af de film, der får statsstøtte, siger Mogens Jensen til Politiken
En økonomisk analyse fra Teknologisk Institut af biografernes økonomi fra 2012 til 2016 viser, at deres overskud i perioden var stigende og i 2015 lød på 136 millioner kroner efter skat.
Socialdemokraterne vil også pålægge streamingtjenester som Netflix og YouTube at betale 3 procent af deres omsætning i Danmark til dansk film, skriver Politiken. Pengene skal så fordeles via Det Danske Filminstitut.
Politiken