Spild af tid og skattekroner.
Det mener arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen (S), der er tale om, nu da en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Ugebrevet A4, afslører, at adskillige danske ledige bliver sendt i rotation på de samme jobsøgningskurser.
- Det er simpelthen spild af tid og penge, og det er fuldstændig uhørt. De penge kan vi sagtens bruge på en mere sund og fornuftig måde, slår Leif Lahn Jensen fast.
Ledige bliver sendt på de samme jobkurser flere gange på trods af, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) sidste efterår ændrede loven, så jobcentret kun kan tvinge ledige på det samme jobsøgningskursus én gang.
Leif Lahn Jensen opfordrer jobcentrene i kommunerne til at overholde reglerne.
- Nu står vi frem med den store pegefinger og siger meget direkte: Det skal I stoppe med, det duer simpelthen ikke. Det er ikke i orden, siger han.
Leif Lahn Jensen håber på, at man kan ændre på beskæftigelsesindsatsen, når dagpenge-kommissionen med tidligere skatteminister Carsten Koch i spidsen har kulegravet området, og kommissionsarbejdet er færdigt inden foråret 2015.
Men inden da venter der danskerne en stor reform af beskæftigelsessystemet, som årligt koster 16-17 milliarder kroner.
Finansminister Bjarne Corydon (S) fastslog nemlig fredag ved Folkemødet i Allinge på Bornholm, at regeringen vil lave en stor reform af beskæftigelsessystemet til efteråret.
Reformen skal blandt andet forhandles med Venstre, hvis gruppeformand Kristian Jensen har efterlyst en ambitiøs reform, som kan skaffe et antal milliarder kroner.
/ritzau/