Regeringen præsenterer fredag et børneudspil, hvor der er afsat en milliard kroner til at give udsatte børn en bedre start på livet.
Det fortjener ros, mener Socialdemokratiets børneordfører, Ane Halsboe-Jørgensen.
Men hun mener, at de 460 ekstra pædagoger, som der er afsat penge til, kun dækker en lille del af daginstitutionernes behov for et løft.
- Det er dejligt, at udsatte børn er kommet på finansloven.
- Men man giver med den ene hånd samtidig med, at man ikke vil tillade en vækst i den offentlige sektor, der følger udviklingen i antallet af børn.
- Vi ved, at der i de næste ti år kommer 70.000 flere små børn, og det kræver 10.000 flere pædagoger bare for at bevare det niveau, som vi har nu, siger hun.
Ane Halsboe-Jørgensen forudser, at de udsatte børn måske ikke får den gavn af de ekstra voksne, som de kunne have haft.
- De institutioner, som pengene går til, er i forvejen meget tyndslidte.
- Jeg kan da frygte, at hvis man sender en pædagog målrettet ud til de socialt svage i en institution, hvor der ikke er tid nok til det brede normaltilbud, så risikerer man, at pædagogen bare laver det, som kollegerne i øvrigt skulle have lavet, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
/ritzau/