Tour de France-rytterne er rasende over, at Barloworld-rytteren Moises Duenas Nevado har snydt ved at have epo i blodet.
Rytteren blev onsdag trukket ud af løbet efter en positiv epo-test, der blev taget efter enkeltstarten.
Det fortæller den danske sportsdirektør for Team Columbia, Brian Holm, til TV 2 Sporten.
- Det er mit indtryk, at rytterne er rasende. De ønsker Barloworld-rytteren op på toppen af Hautacam og så ud over kanten, siger Brian Holm til TV 2 Sporten.
Nevado-sagen er den anden dopingsag i årets Tour de France. Den første rytter, der gik i fælden, var Manuel Beltran, der gav en positiv dopingprøve efter den første etape.
- Den første sag tog rytterne lidt gelinde. Men denne gang føler de, at dopede ryttere gør etaperne hårdere, at de tager deres præmiepenge og til sidst bliver de andre ryttere også beskyldt for at være en del af det, siger Brian Holm.