Træneren for den tyske klub Schalke 04, Jens Keller, har svært ved at forstå, hvad der gik af hans spillere, da tyskerne tirsdag aften tabte 2-3 til Galatasaray i Champions League.
Efter 1-1 i den første kamp i Tyrkiet var nederlaget ensbetydende med exit for Schalke, og specielt indsatsen før pausen var alt andet end tilfredsstillende i Kellers øjne.
- Jeg har ingen forklaring på første halvleg, hvor vi spillede, som vi gjorde for et par uger siden uden den nødvendige aggressivitet - alle gav måske 10 procent mindre, end hvad der var behov for, siger Jens Keller ifølge nyhedsbureauet AFP.
Galatasaray vandt første halvleg 2-1, og dermed havde tyskerne spillet det gode udgangspunkt fra den første kamp af hænde.
- Vi var ikke for sejrssikre, men vi var ikke tilstrækkeligt fokuserede og gav dem for meget plads. I anden halvleg var vi meget bedre, konkluderer Jens Keller.
På et udsolgt Veltins Arena gav Michel Bastos hjemmepublikummet nyt håb om avancement, da han udlignede til 2-2 i anden halvleg.
Men trods et desperat pres på det tyrkiske mål i kampens slutfase lykkedes det ikke at score mere, og så kunne indskiftede Umut Bulut lave tyrkernes sejrsmål i overtiden, da han udnyttede et kontraangreb.
/ritzau/