Den tidligere statsminister har haft den store tegnedreng fremme og investeret i en feriebolig på Bornholm - lige midt i Allinge, der plejer at være omdrejningspunkt på Folkemødet.
Helle Thorning-Schmidt har betalt 2.550.000 kroner for en lille ferielejlighed med havudsigt, som sidst blev handlet i 2019. Dengang lød prisen på "blot" 995.000 kroner.
For de lige godt to en halv millioner kroner får Helle Thorning-Schmidt beskedne 47 kvadratmeter, som fordeler sig udover et stort køkken og to værelser. Men så er der altså også både altan og havudsigt i Helles nye feriebolig.
Den tidligere statsminister overtager nøglerne til lejligheden den 1. juli. Det betyder, at hun er nødt til at finde et andet sted at overnatte, hvis hun i år skal deltage i Folkemødet, som løber af stablen i denne uge i netop Allinge.
Der er ingen risiko for, at Helle Thorning-Schmidt bliver hjemløs. Ud over den nye ferielejlighed på Bornholm, ejer hun også to lejligheder i København.
Én i Sydhavnen, som hun købte for 5,1 millioner kroner i 2020 og én på Nørrebro, som hun gav 6,2 millioner kroner for sidste år.
I forbindelse med købet har Helle Thorning-Schmidt - ifølge Ekstra Bladet - optaget et lån på 491.000 kroner. Resten må hun have klaret kontant.