Men nu vil rygtet vide, at han er på vej tilbage til topfodbold, eller hvad man nu vil kalde det. I hvert fald er han på tale til L.A. Galaxy, og her på Rygtebørsen tænker vi, at han har valgt L.A. af den ene årsag, at Chicago Bulls endnu ikke har et fodboldhold. Derfor er det nærliggende at tro, at han slår sig ned ved Hollywood, fordi han har en filmrolle på bedding. Det kunne være en rolle i Raging Bull 2 eller en amerikansk udgave af I Tyrens Tegn , hvor David Beckham i øvrigt er tiltænkt Suzanne Bjerrehus rolle.
Et andet bud går på, at han skal lægge stemme til tyren Ferdinand i den scene, hvor en vis herre med horn tager ved den ellers godmodige tyr, fordi den bliver stukket af en bi.
En anden fodboldspiller, der har kontakt til Hollywood, er Ronaldinho, som Disney vil have med i en film.
Der skulle være tale om en debut, hvilket kommer bag på Rygtebørsens mavesure filmanmelder, der er sikker på, at det var Ronaldinho, der var inde i æslet i Shrek, og at han for nylig har stået model til en ny optegning af Fedtmule. Til sidst skal vi minde om, at Rygtebørsen skal have nyt navn. Send dit bud til rygteborsen@avisen.dk eller på et postkort til Rygtebørsen, Nyhedsavisen, Margretheholmsvej 2, 1432 København K.