Det har den svenske fodboldspiller Björn Runström måtte sande. På hans egen fanside er han nemlig citeret for at udtale sig i mindre rosende vendinger om sine holdkammerater i den engelske klub Luton.
»Halvdelen af de her gutter skulle tage at gøre karriere i amerikansk fodbold, hvor de som kickere ville lave mange field goals. Den anden halvdel burde sysle med noget andet end fodbold,« skulle svenskeren have sagt.
Sagt eller ej, så tager Runström kraftigt afstand fra den verbale nedsabling i Expressen. Sikkert ganske fornuftigt, selv om enhver, der har overværet en kamp i bunden af den næstbedste engelske fodboldrække, vil bakke ubetinget op om udtalelsen.
Og så til Holland, hvor dommeren Eric Braamhaar har måtte forklare, hvorfor dælen han flere gange triumferede løftede sin knyttede hånd i jubel, da Kenneth Perez nettede til 5-1 for Ajax mod PSV Eindhoven.
»Jeg så en forseelse af PSV midt i et Ajax-angreb, men lod spillet gå videre. Det er godt at se, når sådan en beslutning giver en fordel til det andet hold. Det var et kick, forklarede dommeren til hollandsk tv.
Rygtebørsen slutter i London, hvor Tottenhams manager Martin Jol har ladet et par ord falde om Chelsea-kollegaen José Mourinho inden mandagens sene FA-Cup-kamp mod Chelsea.
»Jeg hader, når han kalder sig selv the Special One. Jeg kender ikke Mourinho så godt. Jeg mener, at han er speciel. Men ikke, når han selv siger det,« siger den hollandske træner til The Sun.