Der er John Terry med mellemnavnet Herkules, der ifølge Daily Express kan være parat til at tørne ud for Chelsea i næste weekend, blot ni dage efter en operation i ryggen. Og så er der John Terry med mellemnavnet Gummi Tarzan (på engelsk Rubber Tarzan), der Ifølge Independent skal ligge og ynke i tre måneder, før han tør spille fodbold igen.
Et andet engelsk hold, der har brugt juledagene til at promovere sig selv i det store udland, er Accrington Stanley. Holdet spiller i Englands fjerde bedste række, der logisk nok hedder division 2, og Accrington har nu oprettet en asiatisk hjemmeside for at hente flere fans på det lukrative asiatiske marked. Adressen er www.accringtonstanleyasia.com. Her på Rygtebørsen er vi lidt ærgerlige over, at Accrington er kommet os i forkøbet, eftersom vi havde tænkt os at lancere en asiatisk hjemmeside i forbindelse med, at vi præsenterer David Beckham, som ny anfører for vores five a side hold.
For dem, der ikke skulle vide det, spiller Rygtebørsen i deres egen række, Galakse Ligaen, der er den 16. bedste i Danmark. I Danmarks bedste række, der hedder Superligaen, har Aab ifølge den Malawianske avis Malawi Nation aftalt et prøveophold med stjernespilleren Moses Chavula. Men Rygtebørsen må desværre skuffe alle dem, der venter i åndeløs spænding på at se magiske Moses i aktion. Manden, der ifølge avisen skulle have stået for kontakten, Kim Splidsboel, kender desværre ikke noget til aftalen. Og i Aab afviser sportsdirektør Lynge Jacobsen også ethvert kendskab til Moses Chavula.
»Moses? Det siger mig ikke en skid,« siger Lynge Jacobsen.