Salte mesterskabstårer triller i disse dage ned af madrilenernes kinder. Men i stedet for selvransagelse på vejen mod Real Madrids fjerde trofæløse sæson, sendes sorteper videre.
»Der er sket så mærkelige ting, at man næsten mistænker nogen for ikke at ville tillade os at blive mestre,« sagde klubbens sportsdirektør, Pedja Mijatovic, direkte henvendt til dommeren Turienzo Álvarez, efter dennes præstation i weekendens kamp mod Santander. Var der nogen, som sagde dårlig taber?
På trods af fokuseringen på dommernes (uret-)færdigheder, er der næppe mange, som levner Fabio Capello en chance for at blive i klubben sommerferien over. Liverpools manager, Rafael Benitez, har været nævnt som afløser, men det bliver der ikke noget af.
Konen har sat foden i jorden, og sagt, at hvis Rafa vil til Madrid, så bliver det uden hendes følgeskab. Den sag kræver vist ikke de store taktiske overvejelser.
Andre steder i England er der ligeledes træner-kabaler, som skal gå op.
Den hjetegribende krammer efter søndagens FA Cup-semifinale, som rygtebørsen berettede om i gårsdagens udgave, mellem Chelseas topboys, Roman Abrohamovic og José Mourinho, handlede måske mere om, at den stenrige russer søgte en skulder at græde ud ved.
Forlydener vil vide, at den forhenværende tyske landstræner Jürgen Klinsmann få timer tidligere havde takket nej til tilbuddet om at overtage trænersædet i London-klubben. Synd for Abrohamovic som i denne sæson risikerer at måtte nøjes med fire trofæer.