»Det er umuligt, at det sker. Jeg tager ikke den trøje på,« siger Carlos Tevez, til den argentinske radiostation Radio Mitre. I sådan en tilspidset situation kan man jo kun glæde sig over det berømte danske frisind.
Her har Brøndby for eksempel kvajet sig så meget, at de nu spiller kampe i svenske landsholdstrøjer uden at kny. Og hele den svenske koloni i FCK brokker heller ikke over, at de er blevet puttet i noget, der ligner en lidt for stram finsk skitrøje.
En anden, der er villig til at spille i hvad som helst og for hvem som helst, er den engelske veteran Steve Claridge. Han har sluttet karrieren med 999 kampe og søger nu en eller anden klub, han kan få lov at spille for gratis i en enkelt kamp, så han kan nå op på 1.000.
Måske han skulle prøve, at kontakte Newcastles manager, Glenn Roeder. Han er rejst til UEFA-Cup-kamp i Tyskland med et halvt ungdomshold, fordi klubben har en skadesliste på længde med en telefonbog.
Bedre blev det ikke af, at angriberen Albert Luque punkterede på vej til lufthavnen og blev torpederet af en lastbil, da han stod i vejkanten. Politiet kom til og så kunne UEFA Cup-kamp ellers få lov at være UEFA Cup-kamp. Sagen skulle udredes og Luque fik besked på at tage et senere fly.