Således skulle Abramovic have tilbudt den engelske landsholdsspiller John Terry en historisk option i forbindelse med udspillet til en kontraktforlængelse. Optionen går ifølge den engelske avis The Sun ud på, at John Terry sikres en to-årig kontrakt som træner i klubben, når hans karriere som spiller slutter.
Det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, at der kan dannes istapper i den kolde luft mellem Abramovich og klubbens nuværende træner Jose Mourinho. Men kontraktudspillet er næppe et forsøg på at køre netop John Terry i stilling som afløser for Mourinho, da John Terry stadig har mange gode år i sig som spiller endnu.
Det kan dog ikke forhindre, at rygterne om et snarligt trænerskifte i den engelske storklub er begyndt at svirre igen. Hvad det er, der har antændt de store spændinger mellem Abramovich og Mourinho, kommer nok ikke frem i offentligheden lige foreløbig, og hvis spillerne har kendskab til, hvad der foregår, har de tilsyneladende fået mundkurv på.
UEFAs nu forhenværende præsident, svenske Lennart Johansson, har til gengæld fået fjernet sin mundkurv efter, at han fredag blev sat fra bestillingen. Og det resulterer nu tilsyneladende i en bog, hvor der ikke bliver lagt skjul på, hvad der foregik bag de lukkede døre i UEFAs organisation.
»Bogen kommer til at indeholde farlige sandheder,« siger Johansson således til Aftonbladet. Bogen kan dermed blive en ubehagelig omgang læsning for flere personer i organisationen. Spørgsmålet er, hvem der lige nu ryster i bukserne.