I sidste uge måtte Serena Williams trække sig tidligt i finalen i WTA-turneringen i Toronto, og natten til onsdag dansk tid nåede hun end ikke til start ved WTA-turneringen i Cincinnati.
Det er rygproblemerne, der stoppede hende i sidste uge, som fortsat driller den 23-foldige grand slam-vinder.
Williams skulle i første runde i Cincinnati have mødt Zarina Diyas fra Kasakhstan, men amerikaneren trak sig få timer før kampen.
- Jeg ankom til Mason (i Ohio, red.) søndag og har gjort alt for at blive klar til i nat, og jeg troede virkelig på det efter træningen om morgenen. Men desværre er min ryg stadig ikke frisk, siger Williams i en meddelelse fra turneringsarrangøren ifølge nyhedsbureauet AFP.
Dermed går den 37-årige tennisstjerne glip af den sidste store turnering, inden det går løs ved US Open i New York.
Williams har vundet US Open seks gange i karrieren, men den seneste triumf kom i 2014. Hun tabte finalen sidste år i to sæt til japaneren Naomi Osaka.
Den seneste af veteranens 23 grand slam-triumfer kom ved Australian Open i 2017.
/ritzau/