Rygning øger risikoen for livmoderhalskræft

Kvinder, der ryger og er smittede med HPV-virus, har dobbelt så stor risiko for at udvikle livmoderhalskræft.

Så er der endnu en grund til at lægge smøgerne på hylden. En svensk undersøgelse viser nemlig, at kvinder, der ryger og er smittede med HPV-virus, har dobbelt så stor risiko for at få livmoderhalskræft end kvinder, der ikke ryger. Den seksuelt overførte HPV-virus er årsag til stort set alle tilfælde af livmoderhalskræft, og en dansk undersøgelse viser, at 20-30 procent af alle unge, danske kvinder er smittet med HPV. Hos de fleste forsvinder virussen indenfor 6-12 måneder, men nogle udvikler svære celleforandringer, som kan blive til livmoderhalskræft.

»Resultaterne viser, at HPV-positive rygere havde dobbelt så stor risiko for at udvikle svære celleforandringer sammenlignet med HPV-positive kvinder, der aldrig havde røget. Og jo tidligere rygedebut og jo flere år, der blev røget, jo større var risikoen,« forklarer Susanne Krüger Kjær, der er professor i Kræftens Bekæmpelse og på Rigshospitalet.

Omkring 400 danske kvinder udvikler hvert år livmoderhalskræft.

Det er i dag muligtat få en vaccine, der kan forebygge op til 70 procent af alle livmoderhalskræfttilfælde. Vaccinationen skal helst foretages, inden kvinden bliver seksuelt aktiv.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.