Ingen kan lide rygning. Hverken rygerne eller ikke-rygerne. Det viser en ny undersøgelse lavet af YouGov Zapera for Cohn & Wolfe.
Her svarer hele 69 procent af rygerne selv, at rygning er blevet utrendy. Kun fire procent mener, at rygning er sejt.
Det kommer ikke bag på ryger og livsstilsekspert Christine Feldthaus.
Ifølge livstilseksperten signalerer rygning manglende korntol, og derfor er det utrendy.
"I dag skal man stå uden for og ryge. Det udstiller ens afhængighed. Rygning signalerer, at man ikke kan kontrollere sin krop, og det er utrendy," forklarer Christine Feldthaus til metroXpress.
Og det kan vise sig som en afgørende brik i at fremme den samlede folkesundhed. Kræftens Bekæmpelse er glade for udviklingen.
"Det er klart, der er meget mode og kultur i det her. Gamle tobaksreklamer viste altid, at rygning var hyggeligt og rart. Nu er der reklameforbud, og det gør, at virkeligheden bliver en anden. Det lugter ikke godt, det smager grimt, det koster mange penge, og folk bliver syge af det," siger Inge Haunstrup Clemmensen fra Kræftens Bekæmpelse.
For landets sundhedsminister betyder det ikke så meget, hvad der får folk til at stoppe med at ryge, bare de stopper.
"Jeg går ikke så meget op i, hvad der er taberagtigt og utrendy, jeg synes bare, at de skal kvitte smøgerne. Det giver et længere og bedre liv og er godt for sundhedssystemet," siger Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen til avisen.