Det kan godt være, at hosten ikke er tegn på influenza, og vejrtrækningsbesværet ikke er et resultat af dårlig kondi. Rygere bør have mulighed for at finde ud af, om de er ved at udvikle rygerlunger, mener Sundhedsstyrelsen ifølge Berlingske Tidende.
I en ny rapport foreslår Sundhedsstyrelsen en styrket indsats over for rygerlunger, også kaldet KOL, som omkring 300.000 danskere går rundt med, tit uden at være klar over det.
»Derfor er det en god idé at få fat i folk i risikozonen så tidligt som muligt,« siger Charlotte Fuglsang, direktør i Danmarks Lungeforening, til Berlingske Tidende.
Sundhedsstyrelsen foreslår, at alle rygere over 35 år skal have mulighed for at få tjekket deres lunger hvert andet år. Et tilbud, der også bør gælde for folk, der er andsat på arbejdspladser med meget røg og støv.