Praktiserende læger i Skotland er blevet advaret om at kigge ekstra godt efter, når de udskriver rygestop-piller til patienter, der gerne vil lægge smøgerne på hylden.
Flere potentielle eks-rygere fik nemlig noget af en overraskelse, da de fremviste recepten på medicinen på apoteket. I stedet for rygestop-pillen Zyban, lød recepten pludselig på det potensfremmende middel Viagra.
Ifølge BBC skyldes miseren en computerfejl. Når lægerne markerede rygestop-medicinen skiftede computeren pillerne ud med Viagra ? fejlen blev opdaget tirsdag.
Historien melder intet om, hvorvidt de skotske rygere var tilfredse med behandlingen.