Rygere er langt dårligere medarbejdere end ikke-rygere. Det viser to nye undersøgelser. Amerikanske forskere undersøgte 5.000 kvinder, der gik ind i den amerikanske flåde. Rygerne havde en klar overtendens til at kvitte jobbet før tid, at blive bortvist på grund af dårlig opførsel og viste sig at have flere adfærdsvanskelige tendenser end ikke-rygere.
Det er dog ikke sikkert, at det er selve rygningen, der gør folk til dårligere medarbejdere.
- Måske er det, at man ryger, blot et symptom på, at man i mindre grad underlægger sig samfundets og arbejdspladsens konformiteter og er mere villig til at løbe en risiko, skriver forskerne bag undersøgelsen.
Væk i to til tre uger
En anden undersøgelse, som en gruppe svenske forskere tilsyneladende har været 16 år om at færdiggøre – det vides ikke, om forskerne er rygere – viser at rygere i gennemsnit er væk to uger mere end ikkerygere. Forskerne undersøgte 14.000 ansatte i perioden 1988-1991. Når tallene blev korrigeret i forhold til en række sociale og økonomiske faktorer, viste det sig, at rygere i gennemsnit var syge i 1,5 arbejdsuge mere end ikkerygere.
En undersøgelse foretaget af nikontintyggegummi- fabrikanten Nicotinell viser, at rygere mener, at rygere er mere eventyrlystne, sjove og individualistiske end ikke-rygere.