Udenrigsminister Martin Lidegaard er vant til lange, lange møder. Men i aften er ekstra lang for ministeren, der er med i toppen hos de radikale. Den 48-årige Martin Lidegaard kommer måske ikke i Folketinget på grund af den store nedtur for liste B.
Hvis SR mister regeringsmagten, vil Martin Lidegaard måske snart stå uden ministerbil og ingen plads i Folketinget. Han sidder ikke i Folketinget i dag.
- Det er jo sådan med politik, at man den ene måned kan være minister, og den næste måned er man gadefejer, sagde Martin Lidegaard til DR i går.
Den radikale gruppe i Folketinget står ifølge målingerne lige nu til at blive kraftig formindsket. Nogle af dem, der er på vippen til at miste deres plads på tinge, er klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen, Camilla Hersom og Zenia Stampe.
Hvis hverken Martin Lidegaard elle Rasmus Helveg Petersen kommer i Folketinget, er det også et farvel til Folketinget for to af Danmarks indflydelsesrige familier.
Martin Lidegaard er bror til chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard.
Rasmus Helveg Petersen er bror til medlem af Europa-Parlamentet, Morten Helveg Petersen, og søn af tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen.