Hvis de medarbejdere, som er udsendt af vikarbureauer, bliver udsat for røg på den pågældende virksomhed, er det vikarbureauerne, der bliver straffet med bøde, og det selvom de ingen indflydelse har på rygeforholdene hos deres kunder. Det skriver jp.dk
Det kan blive konsekvensen af den kommende rygelov, frygter arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv, som bl.a. har vikarbureauer og konsulenthuse på medlemslisten.
I et udkast til lovforslaget om røgfri miljøer fra 12. februar står der, at »det er arbejdsgiverens ansvar, at bestemmelserne overholdes«.
»Problemet er, at det ikke altid er arbejdsgiveren, der er herre over, om der bliver røget det sted, hvor medarbejderne arbejder. Det er et kæmpemæssigt problem, hvis man kan straffes for noget, man ikke selv er herre over,« siger markedsdirektør og advokat i Dansk Erhverv Charlotte Vester.