Hvis ikke fingrene kan rulle sig rundt om en cigaret, kan man jo altid slippe dem løs på sit telefontastatur.
Rygeforbuddet i Storbritannien har således fået langt flere til at sende sms. På to uger er der afsendt 7,5 millioner flere sms er end før, det blev ulovligt at ryge offentligt.
Det skriver britiske Cellular News.
Ifølge telefonselskabet Orange, der har 17 millioner kunder i Storbritannien, er der flere forklaringer på tendensen.
For det første tvinges rygere væk fra deres kammerater, når de skal ryge. For det andet prøver nogle at lade sig distrahere af fingerøvelserne på mobilen, og for det tredje sender nogle sms er til deres venner for at få støtte i kampen mod røgen.