Topchefen i det irske lavprisselskab Ryanair, Michael O Leary, lægger ikke skjul på, at de nu vil satse på at erobre markedsandele på det skandinaviske marked. Det siger han til TV2/Finans dagen efter, at SAS lancerede deres spareplan.
Og han lægger ikke skjul på, at han ikke har meget tilovers for SAS nye strategiplan.
- Det var bare noget vrøvl. Det betyder, at de vil sætte priserne op. Jo mere SAS bliver ved med at øge priserne og reducere servicen, have gamle fly og strejke, jo bedre er det for Ryan Air, siger Michael O Leary.
Han har netop præsenteret 13 nye flyruter fra Stockholm. Indtil videre går det dog langsommere på det danske marked.
- Det er vigtigt at vise, at Ryanair investerer i det danske marked. Især i en tid, hvor SAS sætter priserne op, lægger brændstoftilæg oveni og strejker hele tiden, siger Michael O Leary til TV2/Finans og understreger samtidig, at han er overbevist om, at det inden for de næste år vil lykkes lavprisselskabet at få foden indenfor i Københavns Lufthavn.