Der er ikke meget forståelse for demonstrationen mod Ryanair at hente fra Abbi Mason.
Hun studerer i Aarhus og er fra Nordirland. I aften skal hun holde tale i Belfast, og derfor falder forsinkelsen, der lige nu er på over 40 minutter, ikke i god jord.
- Forsinkelsen er rigtig træls, for nu når jeg ikke at komme til tiden og holde min tale, siger Abbi Mason til Avisen.dk.
Det er endnu uvist, præcis hvorfor flyet ikke er lettet fra København. Meldingen til passagererne er, at det er uvist, om flyet kan få brændstof på, og samtidig står der en række demonstranter omkring flyet.
- Fagbevægelsen burde ikke bremse afgangen, som de gør nu. De burde prøve at få en aftale på en anden måde, lyder det fra den irriterede passager.
- Ryanair bør behandle sine folk ordentligt, men jeg tvivler på at strejker og den slags påvirker Ryanair, tilføjer hun.