Sønderjyskes Simon Poulsen spillede næsten hele kampen, da holdet søndag tabte 0-2 til Brøndby på hjemmebane i Superligaen.
Den 34-årige venstreback har kontraktudløb til nytår, men han er klar til at spille fodbold i den bedste række også på den anden side af årsskiftet.
- Jeg har mod på mere. Min krop klarer det rigtig fint, og jeg føler mig klar til at fortsætte i Superligaen på nuværende tidspunkt.
- På banen føler jeg mig godt tilpas, og jeg spiller kampene, hvilket selvfølgelig betyder meget for mig, siger Simon Poulsen.
Den tidligere landsholdsspiller sad meget på bænken i begyndelsen af sæsonen, men han har efterfølgende tilbageerobret positionen som venstreback på holdet.
- Det giver mig en lyst til at fortsætte. Jeg synes også, at det er gået rigtig fint for mig, efter at jeg fik chancen igen.
- I forhold til en eventuel forlængelse stresser hverken klubben eller jeg. Vi stoler rigtig meget på hinanden, og vi er i en løbende dialog.
- Jeg ved ikke, hvad det ender med endnu. Det må tiden vise, siger Simon Poulsen.
Simon Poulsens træner i Sønderjyske, Claus Nørgaard, har ikke de store kommentarer vedrørende Poulsens kontraktsituation.
- Det er på sportschef Hans Jørgen Haysens bord. Min mening omkring Simon Poulsen, fortæller jeg til sportschefen, siger Claus Nørgaard.
Simon Poulsen kan få endnu en superligakamp, når Sønderjyske i næste runde møder FC Nordsjælland på hjemmebane.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.