Unge russiske værnepligtige er blevet tvunget ud i prostitution i storbyen Skt. Petersborg af ældre overordnede, som beholdt alle pengene selv. Sådan lyder anklagen fra menneskerettighedsgruppen ’Mødre af Soldater’, skriver BBC.
Indenrigsministeriet har hidtil afvist alle anklagerne, men det forlyder nu, at militæret er gået i gang med at undersøge sagen nærmere, efter en ung soldats forældre har kontaktet ’Mødre af Soldater’.
Det er ikke første gang, at der er frembragt anklager mod behandlingen af unge soldater i den russiske hær. Sidste år blev den 18-årige Andrei Sychev tvunget til at side på hug i flere timer, hvorefter han blev bundet til en stol og gennemtæsket af en gruppe soldater. Resultatet blev koldbrænd i Andrei Sychevs ben og kønsdele, som siden måtte amputeres.