Det kan være russisk roulette for maven at spise kebab eller nummer 43 fra kinabiksen. Således har en betydeligt større del af de 1.606 danske indvandrerrestauranter sure smil på væggen end resten af Danmarks spisesteder.
Mere end halvdelen – eller 122 ud af 236 restauranter med fire sure smileyer i træk – er etniske restauranter, fremgår det af en ny rapport fra Ekspertgruppen, der har kulegravet Fødevarestyrelsen. Især står det slemt til i pizzariaer, thai- restauranter og kinagriller.
»Mange af ejerne har ingen fødevareuddannelse og er derfor heller ikke uddannet i hygiejne. Når de så heller ikke forstår så godt dansk, opstår problemerne,« siger kontorchef Hanne Larsen fra Fødevarestyrelsen.
Ingen uddannelse
Styrelsen får derfor oversat brochurer om hygiejne og egenkontrol til tyrkisk og urdu. I København er der nu ansat en indvandrerkonsulent, der skal undervise ansatte på etniske restauranter i at holde skinken på køl.
»Men det er ikke nok. Der er brug for mindst 20, hvis man skal have løst problemet,« siger Battal Tanriverdi, formand for Sammenslutningen af Etniske Erhvervsdrivende. En forening af 200 hovedsageligt pizzariaer.
»De fleste pizzariaer er ejet af folk uden uddannelse. De taler dårligt dansk, så hvorfor får de breve fra Fødevarestyrelsen i uforståeligt jurasprog, og hvorfor må de ikke udfylde egenkontrollen på urdu eller arabisk?« spørger Battal Tanriverdi.Især udfylder mange ikke egenkontrollen – det giver sure smileyer.
Bakterierne yngler
Men der er også fødevareproblemer. Bov bliver brugt som skinke og fødevarer, der skal være på køl, bliver opbevaret på disken, og kebaben er ikke gennemvarmet – så bakterierne yngler.
»Bakterierne kommer, når man varmer kebabkød op igen. Det fortæller vi pizzariaer igen og igen,« siger kontrolchef Henning Knudsen fra Fødevareregion Øst.
En anonym fødevarekontrollør siger: »Jeg kunne ikke drømme om at spise indbagte pizzaer, da de ikke er varmet igennem, så bakterierne dør,« siger han.
Et andet problem er, at der er stor udskiftning blandt pizzariaejerne. »Det betyder, at vi skal begynde forfra hver gang,« siger Henning Knudsen.