Rusland giver nu en international delegation lov til at inspicere et laboratorie i hovedstaden Moskva, der har skullet teste dopingprøver.
Det siger Det Internationale Antidopingagentur (Wada) torsdag ifølge nyhedsbureauet AP.
Inspektionen af laboratoriet er en del af den aftale mellem Wada og den russiske regering, der lukker Det Russiske Antidopingagentur (Rusada) ind i varmen igen efter tre års udelukkelse på grund af omfattende brug af doping.
Aftalen, der blev lavet i september, gav Rusland indtil 31. december til at fremlægge alle data fra laboratoriet, der har været lukket siden 2015, i håb om, at det vil kaste lys over tidligere dopingsager.
Rusland har ligeledes indtil 30. juni til at overdrage prøver fra laboratoriet.
Ifølge Wada-præsident Craig Reedie vil en delegation i slutningen af november besøge Rusland. Besøget skal danne grundlag for en senere tur til landet med henblik på en nærmere undersøgelse af laboratoriet.
Wadas beslutning om at lukke Rusada tilbage i folden i september blev mødt med kritik fra flere lande samt fra sammenslutningen af verdens antidopingagenturer, The Institute of National Anti-Doping Organisations (Inado).
Den tidligere generaldirektør i Wada David Howman langede også ud efter Wada og kaldte beslutningen om at lukke Rusada ind i varmen for "penge over principper".
Køreplanen for at genoptage Rusada har hele tiden været, at russerne skulle leve op til 31 krav med afsæt i Wada-rapporten, som blev udarbejdet af den canadiske professor og advokat Richard McLaren frem mod OL i Rio i 2016.
McLaren-rapporten og andre Wada-rapporter afslørede et statstyret dopingprogram i russisk idræt fra 2011 til 2015. Dopingen nåede blandt andet et klimaks i forbindelse med vinter-OL på hjemmebane i Sotji i 2014.
I sommer blev der så pludselig udarbejdet en ny rapport i regi af Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Den fik navnet Schmid-rapporten.
Nu var kravene reduceret fra 31 til 29.
I Rusland har man i hele forløbet afvist, at der var tale om statsstøttet doping, og man har ikke villet give adgang til data fra det omtalte laboratorium.
/ritzau/