Den russiske militærblogger Igor Girkin er fredag blevet anholdt i den russiske hovedstad, Moskva.
Det skriver CNN med henvisning til russiske statsmedier samt et opslag på beskedtjenesten Telegram, som Girkins hustru har lagt op.
Girkin anklages ifølge CNN for "ekstremistisk aktivitet". Findes han skyldig, kan han få op til fem års fængsel.
Igor Girkin er tidligere hærfører for pro-russiske styrker i det østlige Ukraine og en af de mest profilerede russiske militærbloggere.
Han er også tidligere officer for den gamle sovjetiske efterretningstjeneste KGB.
Han er desuden en af tre mænd, som er dømt for drab og for at forårsage styrtet af det malaysiske passagerfly MH17 i 2014 med et russisk missil. 298 mennesker blev dræbt.
Det skete på et tidspunkt, hvor Rusland nogle måneder forinden havde annekteret halvøen Krim.
Girkin er en af flere militærbloggere, som ifølge CNN har støttet invasionen af Ukraine, men som i stigende grad er blevet mere og mere kritiske overfor, hvad de mener er en militær fejlslagen indsats i Ukraine.
En af de gange, hvor Girkin for alvor har taget bladet fra munden, var i et nyligt opslag på Telegram. Her følges han af over 760.000 personer.
Her dyngede Girkin Putin til med personlige fornærmelser og opfordrede præsidenten til at give magten "til nogen, der er virkelig dygtige og ansvarlige", skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge CNN kan dråben, der har fået Putins bæger til at flyde over, være, da Igor Girkin tirsdag kaldte præsidenten "en taber" og en "kujonagtig bums".
Igor Girkins hustru skriver i en udtalelse på Telegram, at agenter fra den russiske efterretningstjeneste FSB dukkede op ved parrets lejlighed fredag middag lokal tid.
Billeder fra et retsmøde i Moskva viser Igor Girkin i et glasbur med armene over kors.
Ifølge Reuters er Igor Girkin ellers længe blevet betragtet som nærmest urørlig. Det skyldes hans historie og bånd til den russiske top.
Men CNN skriver, at anholdelsen fredag indikerer, at tålmodigheden hos regeringen i Rusland er blevet mindre efter Wagner-oprøret i juni.
Den private hær Wagner-gruppen forsøgte at vælte Ruslands militærledelse, efter at dens styrker angiveligt kom under beskydning fra landets eget militær.
Angrebet blev afblæst omkring 200 kilometer fra hovedstaden Moskva. Årsagen var en aftale, som Belarus var med til at forhandle på plads.
Præcis hvad der blev aftalt, er stadig i store træk uklart. Men det betød, at Wagner-leder Jevgenij Prigozjin rykkede til Belarus.
/ritzau/