Russisk kampfly forulykket på base i Syrien
En SU-24 maskine kørte af startbanen og knækkede, da den var ved at lette på syrisk base, siger ministerium.

Et russisk militærfly forulykkede tirsdag morgen på en luftbase i Syrien. Besætningen meldes omkommet, skriver russiske nyhedsbureauer med henvisning til en militær talsmand.

- Det var en SU-24 maskine, som kørte af startbanen og knækkede, da den accelererede for at lette. Besætningen havde ikke tid til at skyde sig ud og omkom, siger talsmanden.

Flyet, der normalt har en besætning på to mand, var på vej på en kampmission.

Det russiske forsvarsministerium siger i en erklæring, at det i henhold til de første rapporter fra stedet var en teknisk fejl, som forårsagede ulykken.

/ritzau/Reuters