Den russiske tennisspiller Daniil Medvedev vinder ATP-turneringen Cincinnati Masters efter en sejr over belgiske David Goffin.
Den 23-årige russer vandt en tæt kamp med cifrene 7-6, 6-4.
Medvedev havde været i storform inden finalen i Cincinnati søndag aften, hvor russeren har nået to andre finaler de seneste to uger. De andre finaler endte med nederlag.
Den stærke form viste sig især i semifinalen, hvor russeren slog verdensetteren, Novak Djokovic, ud af turneringen efter et fornemt comeback.
Cincinnati Masters hører under Masters 1000-serien, der rangerer lige under de fire grand slamturneringer.
Medvedev ligger nummer fem på verdensranglisten.
Hos kvinderne vandt amerikanske Madison Keys i finalen over russiske Svetlana Kuznetsova med 7-5, 7-6.
/ritzau/