Forholdet mellem Øst og Vest er dårligt, og konflikten om Ukraine har ført til, at truslen om en atomkrig i Europa har vokset sig større end på noget tidspunkt siden 1980'erne.
Det vurderer Igor Ivanov, der var russisk udenrigsminister fra 1998 til 2004.
- Risikoen for en konfrontation med atomvåben i Europa er højere end i 1980'erne, siger han lige ud i Bruxelles i Belgien, hvor han deltager i møder med blandt andre amerikanske politikere og udenrigsministrene fra Ukraine og Polen.
Ivanov er nu leder af en tænketank i den russiske hovedstad, Moskva. Institutionen er oprettet af den russiske regering.
Rusland og USA har siden afslutningen på Den Kolde krig reduceret indholdet i deres atomarsenaler, men tempoet i nedrustningen er taget af.
I januar 2015 havde de to stormagter lidt over 7000 atomsprænghoveder hver. Det er omkring 90 procent af alle atomvåben, fortæller Sipri, Fredsforskningsinstituttet i Stockholm i Sverige.
- Vi har færre atomsprænghoveder, men risikoen for, at de bliver brugt, stiger, siger Ivanov.
Jens Stoltenberg, Natos generalsekretær, har advaret om, at Rusland intimiderer Ruslands nabolande med snak om atomvåben.
Ivanov fra den regeringstro tænketank i Moskva peger imidlertid på Vesten som et problem på grund af det missilskjold, som USA etablerer i Europa.
En del af dette skjold, der skal beskytte mod missilangreb, etableres i Polen og skal efter planen være klar i 2018.
Det er en følsom sag i Kreml, da skjoldet kommer tæt på de russiske grænser.
Imidlertid påpeger USA og dets europæiske allierede, at missilskjoldet opføres for at beskytte Europa mod missiltrusler fra Iran. Skjoldet er ikke lavet som værn mod Rusland, og det kan i øvrigt heller ikke skyde russiske missiler ned, siger USA.
Den Kolde Krig mellem Vest og Øst sluttede, da kommunismen brød sammen, og Sovjetunionen blev opløst i 1991.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.