Ni Scotland Yard-efterforskere landede mandag i Moskva for at efterforske mordet på eks-spionen Aleksander Litvinenko. Men de russiske myndigheder vil ikke lade dem arbejde frit.
Politifolkene tilhører en særlig anti-terror-enhed og planlægger at afhøre Litvinenkos russiske kontakter.
»Som normalt i international praksis vil vi lede efterforskninger på russisk territorium. Vi afhører folk, og de britiske efterforskere kan kun være til stede under afhøringen. De kan selvfølgelig bede os om lov til at stille spørgsmål. Det vil vi så afgøre, om de må,« siger den russiske chefanklager Juri Chaika til Reuters.
Litvinenko-sagen truer med at skabe en politisk krise imellem Rusland og Storbritannien, da Litvinenko kort inden sin død gav præsident Vladimir Putin skylden for mordet. Litvinenko blev forgiftet af det radioaktive stof polonium-210, som briterne mener kommer fra en russisk reaktor. Det afviser russerne dog blankt.
»Det er komplet åndssvagt. Hvorfor har I besluttet, at det ikke kommer fra Storbritannien?« siger Juri Chaika til The Telegraph og nægter, at stoffet overhovedet bliver produceret på det atomværk, briterne har udpeget.
Rusland har på forhånd nægtet at udlevere eventuelle mistænkte til retsforfølgelse i Storbritannien.
Anonyme britiske sikkerhedskilder har tidligere over for avisen The Times givet udtryk for, at de tror, at den russiske efterretningstjeneste er involveret i mordet på Litvinenko.