Da Udenrigspolitisk Nævn i sidste uge holdt et dybt fortroligt onlinemøde om den politiske situation i Hviderusland, lykkede det for en ukendt person at deltage i mødet.
Det skete under påskud af at være den hviderussiske oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja - og under dække af, at videokameraet ikke fungerede.
Det har siden vist sig, at den falske mødedeltager var orkestreret af den russiske satireduo Vovan og Lexus. Og mandag offentliggjorde satireduoen så en video af mødet, der udviklede sig temmelig bizart.
Den ukendte deltager spurgte blandt andet til danskernes seksuelle forhold til skildpadder og bad politikerne om at sætte en stopper for dyrebordeller i Danmark.
På det tidspunkt gik det op for nævnets medlemmer, at noget ikke stemte, og det 40 minutter lange møde blev afsluttet.
Se videoen her:
De danske politikere kommer dermed i båd med en lang række andre kendisser og politikere. Således er både Prins Harry, Boris Johnson, Elton John og Emmanuel Macron blevet udsat for den russiske duo, som kalder deres "pranks" for politisk satire.