Retssagen mod den feministiske aktionsgruppe Pussy Riot har for alvor fået russernes interesse.
Bloggere, journalister, aktivisternes venner og familie samt andre nysgerrige møder dagligt op ved retssalen i Moskva, hvor de i spænding følger sagen mod de tre kvinder, der er tiltalt for hooliganisme, fordi de har kritisere præsident Putin.
Uden for retssalen står bevæbnede vagter med deres kamphunde. Desperat forsøger de at dæmpe folks fnisen ved at råbe, at det her alvor - ikke en joke.
Nogle af de fremmødte beskriver ligefrem retssagen som bedre end et teaterstykke.
Onsdag viste det sig således, at et af de indkaldte vidner aldrig havde været til stede i kirken under begivenheden, men derimod havde overværet episoden hjemmefra. Via internettet.
Forsvarsadvokater har desuden gentagne gange klaget over, at de tre kvinder vækkes hver morgen klokken fem, hvorefter de flere timer lange afhøringer finder sted. De tiltalte må desuden klare sig i over 12 timer ad gangen uden mad og drikke.
Det førte til, at den ene af pigerne faldt om onsdag og måtte have drop. Kort efter blev hun lagt i håndjern og ført tilbage til retssalen.
- Det her er bedre end at gå i teatret, udbrød en af de fremmødte onsdag eftermiddag.
Torsdag tog retssagen endnu en uventet drejning, da en person via et anonymt opkald advarede om en bombe midt under retsmødet. Alle undtagen de tiltalte blev efterfølgende eskorteret ud fra lokalet.
De mange skæve episoder har bredt sig over internettet via Twitter, hvilket har fået dommer Maria Syrova til at at forbyde livesending fra retssagen.
De tre piger, Nadezhda Tolokonnikova, Yekaterina Samutsevich og Maria Alyokhina, der er tiltalt for hooliganisme, erklærer sig alle uskyldige. Dømmes de skyldige, kan de risikere syv års fængsel.
/ritzau/AFP