Aldrig er der blevet tjent så mange penge i de amerikanske biografer, men det går mere trægt med dvd-salget.
I hvert fald er det svært for thrilleren 'State of Play', med Russell Crowe og Ben Affleck i hovedrollerne, at tjene penge på filmen, skriver film-nyt.dk
Heller ikke i biograferne var filmen den store succes og indtjente kun 80 millioner dollars på verdensplan. Men det er tilsyneladende ikke fordi, at fans har ventet med at se den, til den kom ud på dvd.
Selv om filmen toppede listerne og gik direkte ind på en førsteplads, solgte den nemlig kun 340.000 eksemplarer den første uge.
De sidste par uger har været præget af meget lave salgstal. Man skal helt tilbage til august for at finde en titel, der solgte mere end en million eksemplarer i den første uge.
Det præsterede Hannah Montana: The Movie, der desuden stadig befinder sig i top tre og nærmer sig et salg på to millioner eksemplarer.