Det er ikke alle, der er vilde med Vladimir Putins planer om at genopstille til Ruslands næste præsidentvalg.
Den internationalt anerkendte russiske finansminister, Alexei Kudrin, har meddelt at han træder tilbage, rapporterer BBC.
Siden Putin offentliggjorde sin beslutning om at genopstille til næste års præsidentvalg, har den russiske finansminister Alexei Kudrin, sat spørgsmålstegn ved om det var godt for Rusland.
Han har således udtalt, at han ikke ser sig selv som en del af en ny Putin-regering.
Det fik, ifølge flere russiske nyhedsbureauer, i dag den nuværende præsident Dmitrij Medvedev til at give finansministeren en skarp irettesættelse.
"Hvis du er uenig i præsidentens beslutninger, er der kun én vej - og den kender du;
at træde tilbage," skal Medvedev have sagt til finansministeren. Og det har han så gjort.
Bemærkningen faldt under et møde med flere embedsmænd og finansministeren selv i byen Volgograd tidligere i dag, skriver BBC.
Bliver Vladimir Putin genvalgt ved præsidentvalget til marts, som alle forventer, vil det åbne op for endnu to perioder på i alt 12 år i præsidentsædet. Det vil gøre ham til den længst siddende russiske præsident siden Stalin.
Putin var præsident fra 2000 til 2008. Siden da har han været Premierminister. En ny lov fra sidste år betyder, at Ruslands næste præsident kan sidde i seks år.