Det russiske forsvarsministerium har ifølge BBC offentliggjort billeder, der angiveligt viser besætningen fra krigsskibet "Moskva", som sank i Sortehavet torsdag.
Tabet af fartøjet, der var flagskib i den russiske Sortehavsflåde, betegnes som et alvorligt slag mod moralen i landets væbnede styrker.
Ukraine hævder at have sænket skibet ved et missilangreb, mens russerne siger, at forliset skete efter en brand om bord.
Det offentliggjorte foto viser ifølge ministeriet en stor gruppe besætningsmedlemmer fra "Moskva" ved en parade i havnebyen Sevastopol på Krim i forbindelse med flådechefen admiral Nikolaj Yevmenovs besøg i byen.
Rusland sagde efter flagskibets forlis, at besætningen var blevet transporteret til Sevastopol, som er en af de store havnebyer på Krimhalvøen, som russerne annekterede fra Ukraine i 2014.
Det er første gang, at der offentliggjort materiale, som angiveligt viser, at besætningen overlevede.
En videooptagelse viser admiral Yevmenov og to andre officerer står sammen ved en parade, hvor omkring 100 af det mistede skibs menige deltager.
Det fremgår ikke klart, hvornår paraden fandt sted.
I et interview sidst i videooptagelserne siger Yevmenov, at officerer og besætning fra skibet for øjeblikket er på deres base i Sevastopol og vil fortsætte med at gøre tjeneste i flåden.
Rusland har ikke meldt om dræbte eller sårede i forbindelse med branden om bord eller skibets forlis.
Nyhedsbureauet Reuters har citeret en regeringskilde for, at USA mener, at der var sårede og måske dræbte.
Ukraine siger, at skibets kaptajn, Anton Kuprin, blev dræbt om bord på "Moska", men BBC er ude af stand til at verificere det.
/ritzau/