Rusland vil ifølge eget udsagn gøre "alt", hvad der er "påkrævet", for at atominspektører kan få adgang til atomkraftværket Zaporizjzja.
Det siger talsperson for det russiske udenrigsministerium Maria Zakharova.
Zaporizjzja ligger i det sydøstlige Ukraine, og internationalt er der blevet udtrykt stor bekymring for sikkerheden efter kampe og bombardementer omkring værket.
Den ukrainske og russiske regering er i den forbindelse kommet med mange gensidige beskyldninger.
FN's atomenergiagentur (IAEA) har ønsket omgående adgang.
- I tæt samarbejde med agenturet og dets ledere, vil vi gøre alt, hvad der er påkrævet, for at at lade IAEA-specialister få adgang til kraftværket, og give en sandfærdig vurdering af Ukraines destruktive handlinger, siger Maria Zakharova.
Stephane Dujarrick, der er talsmand for FN's generalsekretær, har meldt ud at FN har logistikken og sikkerhedskapaciteten til at støtte IAEA's besøg til Zaporizjzja.
Mandag aften er der rapporteret eksplosioner i området omkring atomkraftværket.
Ifølge dpa har Vladimir Rogov, der er medlem af den ledelse, som Rusland har indsat i regionen, oplyst at der har været 25 bombardementer i byen Energodar, hvor værket ligger.
Borgmesteren i byen, Dmytro Orlov, har også meldt ud, at man kan høre eksplosioner i Energodar.
FN's generalsekretær, Antonio Guterres, opfordrede i sidste uge til at indstille alt skyderi nær atomkraftværket.
Den russiske diplomat Mikhail Uljanov blev i den forbindelse citeret for, at der blev arbejdet på, at agenturet kunne besøge kraftværket. Han fastslog dog, at der stadig var nogle forhindringer, der skulle overkommes.
- For os er det vigtigste, at sikre absolut sikkerhed ved den internationale mission, sagde Mikhail Ulyanov til det russiske nyhedsbureau Ria Novosti.
Zaporizjzja, der er Europas største atomkraftværk, har været under russisk kontrol siden marts.
Det er dog stadig ukrainske teknikere, der driver værket.
Ukraine har tidligere beskyldt Rusland for at bruge kraftværket til at opbevare ammunition i, samt at hundredvis af russiske soldater skulle opholde sig i det.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.