En russisk domstol vil indlede en retssag mod en afdød advokat, som kæmpede mod korruption og manipulation i retssystemet. Domstolen ignorerer appeller fra den afdøde advokats familie og kolleger, der kalder sagen absurd og politisk motiveret.
Advokaten Sergej Magnitskij døde i en fængselscelle i 2009, efter at han gentagne gange havde klaget over, at han blev nægtet lægehjælp. Sagen har skadet omverdenens opfattelse af Rusland og svækket landets relationer til USA.
Men i Moskva fastholder en talsmand for Tverskoj Domstolen efter en høring mandag, at retssagen vil blive indledt den 11. marts.
Magnitskijs skæbne afstedkom international forargelse og førte til vedtagelse af en amerikansk lov, der sortlister de russiske embedsmænd, som angiveligt har været involveret i Magnitskijs død.
Magnitskij, som blev 37 år, blev anklaget for skattesvindel, efter at han begyndte at efterforske en række topembedsmænds mænd økonomiske forhold med henblik på at afsløre skattesvindel.
- Retssagen mod ham er i den grad absurd, siger advokaten Alexander Molokhov efter domstolen har afvist at lade ham forsvare Magnitskij.
Domstolen har allerede selv udnævnt et hold advokater, der skal føre sagen for den afdøde, hvis egne advokater nu har afvist at deltage i retssagen, som de kalder politisk motiveret.
Magnitskijs mor, Natalia, siger, at der er tale om en "farce", og hendes advokat siger, at myndighederne "danser på en død mands grav."
Præsident Vladimir Putin har sagt, at Magnitskij døde af et hjerteanfald, men præsidentens eget råd for menneskerettigheder har sagt, at advokaten formentligt blev tærsket ihjel.
Sergej Magnitskijs død i fængslet i 2009 var baggrunden for en diplomatisk krise i forholdet til USA, som blandt andet førte til et stop for amerikanske adoptioner af russiske børn.
/ritzau/AFP