En russisk statsborger blev pågrebet af amerikanske myndigheder, dagen efter at den tidligere marinesoldat Paul Whelan blev pågrebet i Moskva.
Det siger det russiske udenrigsministerium lørdag.
Den amerikanske statsborger Paul Whelan har været tilbageholdt siden den 28. december af Rusland, som mistænker ham for spionage.
Dagen efter Whelans anholdelse - den 29. december - blev russiske Dmitrij Makarenko ifølge det russiske udenrigsministerium tilbageholdt på Nordmarianerne, en amerikansk øgruppe i Stillehavet.
De russiske myndigheder blev angiveligt gjort opmærksom på pågribelsen af mandens familie. Og altså ikke af amerikanske myndigheder.
Myndighederne i Rusland har bedt USA om en forklaring på anholdelsen.
Det russiske udenrigsministeriums udmelding kommer, dagen efter at Paul Whelan ifølge Whelans advokat fredag blev sigtet for spionage.
Myndighederne har ikke givet yderligere oplysninger om indholdet i sigtelsen mod Whelan. Han risikerer op til 20 års fængsel.
48-årige Whelans familie siger, at han var i Rusland for at deltage i en vens bryllup. Familien afviser i øvrigt alle anklager om spionage.
Anholdelserne af Whelan og russiske Makarenko kommer et par uger efter en opsigtsvækkende sag mod russiske Maria Butina.
Hun erklærede sig 11. december skyldig i at infiltrere den amerikanske våbenlobby National Rifle Association (NRA). Her forsøgte hun at påvirke amerikanske politikere fra Det Republikanske Parti.
Flere har spekuleret i, om russerne vil bruge Paul Whelan til at få Maria Butina udleveret.
Det afviser viceudenrigsminister Sergej Rjabkov dog umiddelbart.
- I forhold til muligheden for en udveksling så er det umuligt og forkert at tænke i de baner, når der ikke er blevet indgivet en officiel sigtelse endnu, siger viceudenrigsministeren til det statslige nyhedsbureau RIA-Novosti.
/ritzau/AP
/ritzau/AP