Ruslands udenrigsminister, Segej Lavrov, er ikke tilfreds med det syriske regimes indsats for at opnå fred i landet efter 17 måneder med vold og kamphandlinger.
- Fra hvad vi ser i Syrien, ser det ud til, at der ikke gøres nok, siger Segej Lavrov ifølge det russiske nyhedsbureau RIA Novosti.
Tirsdag har han haft et møde med den syriske vicepremierminister Qadri Jamil, der er i Rusland på et kort besøg.
Jamil er en af Syriens topforhandlere på økonomiske områder, og hans besøg i Rusland lå i sammenhæng med arbejdet med at sikre en aftale om olieleveringer mellem landene.
Segej Lavrov åbnede mødet med at fortælle de syriske udsendinge, at han var "meget, meget interesseret i at høre jeres vurdering af situationen og jeres plan for den videre handlingsplan".
Rusland har ligesom Kina nedlagt veto i FN's Sikkerhedsråd mod tre tidligere resolutioner om Syrien, hvor præsident Bashar al-Assad og hans styre i Damaskus pålægges at stoppe konflikten og indledes forhandlinger med oprørerne.
Lavrov understreger, at Rusland fortsat tror på, at den eneste løsning på konflikten, er at syrerne ordner det selv.
- Vi er fortsat overbeviste om, at der ikke er nogen anden løsning end at fortsætte på den måde, siger Sergei Lavrov.
/ritzau/