For første gang i 16 år samles lederne af syv af verdens førende industrilande til et regulært G7-topmøde uden det ottende medlem, Rusland.
Egentlig skulle de syv landes overhoveder samt Ruslands præsident, Vladimir Putin, onsdag og torsdag have diskuteret verdensøkonomi og klimaudfordringer i den russiske by Sotji på et G8-møde.
Men på et kort hasteindkaldt G7-møde i Haag i marts blev Rusland imidlertid smidt ud af klubben som svar på Ruslands annektering af Ukraines Krim-halvø.
Derfor mødes de syv resterende lande: USA, Canada, Storbritannien, Italien, Tyskland, Japan og Frankrig i stedet i Bruxelles.
Som EU-hovedstadens øverste herrer vil EU-præsident Herman Van Rompuy og EU-kommissionsformand José Manuel Barroso være værter og deltage i møderne, selvom de ikke er formelle medlemmer af den eksklusive klub.
Van Rompuy understreger, at situationen i Ukraine vil dominere mødet. Også forholdet til det ottende medlem af gruppen, det nu udstødte Rusland, vil blive et hedt emne under middagen.
- Ukraine vil toppe dagsordenen. Det er et vigtigt tidspunkt til at gøre status af den seneste udvikling i og omkring Ukraine og til at fortsætte med at arbejde sammen om denne og andre udfordringer i vores tid, siger han i en meddelelse inden mødet.
Den afgående kommissionsformand Barroso siger, at de seneste begivenheder i Ukraine har demonstreret vigtigheden af et tæt samarbejde mellem ligesindede partnere, som deler værdier som frihed og demokrati.
- Vi forventer, at dette møde i høj grad vil bidrage til at fremme disse værdier og styrke et regelbaseret internationalt samfund, siger han.
Mødet vil begynde onsdag aften med en arbejdsmiddag uden bagkant, hvor udenrigspolitik og især Ukraine og forholdet til Rusland skal diskuteres.
Torsdag skal lederne tale om den globale økonomi og handel, klima og energi. Til sidst kommer G7's forpligtelser over for udviklingen af blandt andet fødevaresikkerhed og vaccineprogrammer på bordet.
/ritzau/