Der er stadig en mulighed for at finde en politisk løsning på konflikten i Syrien, siger den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov efter samtaler med den internationale fredsmægler, Lakhdar Brahimi.
- Konfrontationerne eskalerer. Men vi er enige om, at der er en chance for en politisk løsning, siger Lavrov med Brahimi ved sin side og tilføjer, at han er overrasket over oppositionens negative reaktion på et tilbud om drøftelser i Moskva.
Lavrov siger videre, at den syriske oppositionskoalitions afvisning af at ville tale med præsident Bashar al-Assad regering fører direkte ind i en blindgyde.
- Vi er overbevist om, at denne fastlåste holdning kun kan føre til en forværring af situationen, siger Lavrov, som også gentager Ruslands holdning om, at Assads tilbagetræden ikke må være en forudsætning for en politisk proces.
/ritzau/AFP