Rusland har besluttet at sende et krigsskib - en missilkrydser - til den østlige del af Middelhavet.
Skibet skal overtage og lede den russiske flådes operationer i regionen, meddeler nyhedsbureauet Interfax.
Beslutningen falder blot få dage efter, at USA har annonceret seriøse planer om at intervenere militært i Syrien. Det skal dog først godkendes i Kongressen.
Missilkrydseren ventes at tilslutte sig andre russiske krigsskibe i Middelhavsregionen i løbet af cirka 10 dage, siger en anonym kilde.
Rusland har mange gange gentaget, at landet ikke støtter en militær intervention i Syrien.
Onsdag sagde landets præsident, Vladimir Putin, imidlertid, at han ikke fuldstændig vil udelukke en godkendelse af en intervention.
Det vil dog udelukkende kunne ske i FN-regi, og hvis det bevises med sikkerhed, at Syriens styre med præsident Bashar al-Assad i spidsen har anvendt kemiske våben, som amerikanerne og briterne hævder at have beviser på.
Putin giver ikke noget for de amerikanske beviser. Han sammenligner beviserne med dem, som amerikanerne fremlagde for FN, før de intervenerede i Irak i 2003.
Dengang var seriøse beviser for masseødelæggelsesvåben ikke-eksisterende.
/ritzau/