"Hvis I vil lave forretning med os, så smider vi lige et par ekstra penge oven i hatten". Sådan kunne det muligvis lyde, når virksomheder fra Rusland og Kina vil etablere forretningsforbindelser uden for landenes grænser.
En ny rapport udført af anti-korruptiongruppen, Transparency International (TI), viser nemlig at Rusland og Kina ud af 28 undersøgte lande, er de værste til at benytte sig af bestikkelse, og dermed indtager de, de to absolutte bundplaceringer, skriver BBC.
Bestikkelsen er efter sigende mest almindeligt i forsøget på at vinde job i den offentlige sektor og entreprisekontrakter.
"Det er særlig bekymrende, at Kina og Rusland er i bunden af indekset," står der i rapporten fra TI, skriver BBC.
»Det står klart, at bestikkelse fortsat er en rutinemæssig praksis for alt for mange firmaer, og at det er gennemgående i deres kontrakter, ikke kun med offentlige myndigheder«, siger Huguette Labelle, TI's chef.
I den gode ende - altså de lande, hvis firmaer bruger mindst bestikkelse - ligger Holland som nummer et efterfulgt af Schweiz og Belgien på henholdsvis anden- og tredjepladsen som landene med mest lovlydige virksomheder.
Kilde: BBC