Rusland mistede onsdag kontakten til de fleste af dets civile satellitter og til den russiske del af den Internationale Rumstation, da et kommunikationskabel i Moskva blev ødelagt.
Det oplyser det statslige nyhedsbureau Ria, som henviser til unavngivne kilder.
Ria skriver, at det vil tage mindst 48 timer at udbedre skaderne på kommunikationskablet.
Men de russiske myndigheder siger, at satellitterne og rumstation fungerer som normalt.
Rumfartsagenturet Roskosmos nedtoner sagen.
- Kabelbruddet påvirker ikke de fungerende russiske satellitter og Den Internationale Rumstation, siger Roskosmos-talsmanden Aleksej Kusnetsov og tilføjer, at det er muligt at kommunikere med satellitterne og kontrollere dem.
Ifølge Kusnetsov blev et kabel ødelagt af et byggefirma i det østlige Moskva.
Ifølge Ria kan problemet forsinke hjemsendelsen af en russisk, en amerikansk og en japansk astronaut fra rumstationen den 19. november.
Ria citerer også unavngivne kilder for, at militære satellitter ikke er berørt af det ødelagte kabel.
/ritzau/AFP