Det kan blive en usædvanlig dyr fornøjelse at forsøge at videresælge billetter ved VM i fodbold i Rusland.
Ifølge den russiske premierminister, Dmitrij Medvedev, er den russiske strategi for at bekæmpe sortbørsbilletter at indføre gigantiske bøder via en ny lov, inden VM begynder.
Det skriver russiske nyhedsbureauer ifølge AFP.
- Der vil blive bøder til dem, der involverer sig i spekulation, og det gælder både for almindelige borgere, embedsmænd, iværksættere eller organisationer, citeres Medvedev for at udtale.
Ifølge AFP har Rusland lovet Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), at man vil slå hårdt ned over for videresalg af fodboldbilletter til slutrunden.
Bødestraffen kan blive på helt op til 25 gange selve billettens pris, mens et videresalg af en billet til VM-finalen vil koste omkring 175.000 kroner, hvilket er næsten fire gange så meget som den gennemsnitlige årsløn i Rusland, skriver AFP.
De billigste billetter til slutrunden koster omkring 130 kroner, mens de dyreste billetter til finalen koster cirka 7000 kroner.
Ifølge AFP er russerne i forbindelse med VM-slutrunden i fodbold opsatte på at vise sig frem som en nation, der har gjort op med korruption.
/ritzau/