Hans navn har været skreget ud på alverdens forsider og tv-nyheder. Alligevel har næsten alle russiske medier valgt at ignorere det faktum, at en tidligere agent for landets efterretningstjeneste, Alexander Litvinenko, er blevet forgiftet, og i disse minutter kæmper for hans liv på et hospital i London.
De to store aviser Komsomolskaya Pravda og Izvestia har slet ikke nævnt mordforsøget, mens Gazeta citerede en engelsk avis, skriver nyhedsbureauet AFP.
Den eneste avis, der bringer en selvstændig historie om sagen, er Kommersant, som har talt med russiske embedsmænd og andre tidligere medlemmer af efterretningstjenesten FSB. Og mens Alexander Litvinenko ikke skal forvente meget sympati fra politisk side, så giver den tidligere KGB-agent Oleg Kalugin den russiske efterretningstjeneste skylden for forgiftningen. Oleg Kalugin mener, at tjenesten har fået et carte blanche i kampen mod terror uden for Rusland, og at den har brugt dette som undskyldning for at slippe af med Alexander Litvinenko.
»FSB hader forrædere, så de besluttede at få Litvinenko til at holde mund,« siger Oleg Kalugin til Kommersant. Alexander Litvinenko blev dødeligt syg tidligere på måneden efter et møde på en restaurant i London med en mand, der påstod at have oplysninger om mordet på den russiske journalist Anna Politkovskaya. Læger har fundet spor af det livsfarlige metal tallium i hans krop, og det er endnu uvist, om Alexander Litvinenko overlever mordforsøget.